Video om sommereksem ovenfor.

Hvad er sommereksem til hest?

Sommereksem, også kaldet insekt hypersensitivitet, er en kronisk, tilbagevendende, sæsonbetinget hypersensitivitetsdermatitis forårsaget af mitter (Culicoides spp), eventuelt kombineret med hypersensitivitet over for andre stikkende insekter. Sommereksem er udbredt over det meste af verden, og er den mest almindelige allergiske og kløende hudlidelse. Lidelsen har tidligere været anset som et problem hos primært islandske heste, og specielt islandske heste importeret fra Island, hvor mitten angiveligt ikke findes, menes at have en meget større risiko for at udvikle sommereksem. Også racer som Welsh Mountain ponyer, Shetlandsponyer, samt Friserheste menes at være genetisk disponerede, men lidelsen kan ses hos alle racer. De fleste heste udvikler kliniske symptomer ved 2-3 års alderen.

Sommereksem er en overreaktion fra immunsystemet på en ellers harmløs substans – et allergen. Heste uden hypersensitivetet viser sjældent symptomer på sommereksem, men når hypersensitive heste bides af mitter dannes store mængder IgE antistoffer i blodet mod allergenerne i mitternes spyt med efterfølgende frigivelse af inflammatoriske mediatorer i huden. De kliniske symptomer er intens kløe med hårtab, sår og fortykkelse af huden, specielt i man og hale, men også huden over ryggen, under bugen, samt hoved og ører angribes.

Hvordan stilles diagnosen sommereksem?

Diagnosen stilles ud fra de kliniske symptomer og hestens sygehistorie. Nogle heste kan have foderallergi eller parasitter hvor lignende symptomer ses, hvilket kan komplicere billedet. ”Allergitest” eller sensibiliseringstest kan udføres. Testen har udelukkende det formål at finde ud af hvilke allergener hesten er sensibiliseret for, enten for at undgå disse allergener eller for at påbegynde hyposensibilisering (se hyposensibilisering).

Hvordan behandles sommereksem?

Der findes i dag endnu ingen behandling af sommereksem. Desværre.

Forebyggelse af sommereksem

Selvom det ikke lader sig gøre at behandle sommereksem, da det er en kronisk lidelse. Så findes der dog stadig tiltag, der kan hjælpe din hest.

Insekt kontrol

Insekt kontrol med repellerende midler (sprays, pour-ons), god ventilation i stalden, sommerdækner, heste på stald i morgen- og aftentimer, hvor mitterne er mest aktive. Husk at lukke døre og vinduer til stalden, da insekterne med lethed kommer ind i stalden. Almindelige fluenet er ikke effektive, idet mitterne kan komme igennem disse net. Hold heste på åbne marker med god vind og undgå arealer med læ, skov og små søer.

Kløestillelse

Kløestillende midler kan være nødvendige i det akutte stadie. Antihistaminer og omega 3 olier er sjældent effektive.

Hyposensibilisering

Hyposensibilisering (Allergen-specifik immunoterapi): Ved hyposensibilisering forsøger man ved gentagne injektioner med en lille dosis allergen at skabe tolerance over for allergenet. Hyposensibilisering anses for at være en livslang behandling, og ikke en kur, som behandler hesten. Effekten kan variere fra symptomfri til forbedring, men succesraten skal forventes at være lav ved svære tilfælde.

Skrevet af: Dyrlæge Kirstine Præstegaard

Spørgsmål og svar

Der er mange spørgsmål til sommereksem. Dyrlæge Peter Hjuler har lavet en video, hvor han fortæller om emnet. Klik ind på facebook, hvis du vil se nogle af de spørgsmål og svar der er under videoen.

Klik ind på facebook, hvis du vil læse spørgsmål og svar til filmen om sommereksem på heste.

SØGEORD

BLOG & NYT FRA HORSEDOC