Skip to main content
Tilbage til vetgruppen.dk
+45 2217 7778
  • KVÆRKE

    HESTEHOSPITAL I ÅRHUS, HERNING OG VENDSYSSEL

KVÆRKE – FOREBYGGELSE, SYMPTOMER OG BEHANDLING

Hvad er kværke?

Kværke er en infektionssygdom hos hest, forårsaget af bakterien Streptococcus Equi. Infektionen spredes ved kontakt med snot og pus fra inficerede heste, og hvis man har en hest med kværke i stalden, så kan man regne med at 32-100% af hestene i stalden vil blive syge. Det er med andre ord en meget smitsom sygdom. En særlig feature ved kværke er det forholdsvist høje antal af raske smittebærere, og nyere undersøgelser har klarlagt at disse heste ofte huser bakterien i deres luftposer. I udlandet er det ikke usædvanligt at der stilles krav til negative prøver udtaget fra luftposerne, før en hest kan få adgang til stalde og rideetablissementer. Det er endnu ikke klarlagt hvorfor disse raske smittebærere ikke selv bliver syge, men en teori er at infektionen først slår an, når den raske smittebærer selv bliver syg eller svækkes af anden årsag. 

Rent sygdomsmæssigt er kværke karakteriseret ved høj feber, gul-grønt snot samt hævelse og byld-dannelse i lymfeknuder i kæbe- og svælg-region. Diagnosen stilles på symptomer, og bekræftes ved laboratorieundersøgelse af snot eller pus fra bylder. Desværre har jeg i år selv oplevet et tilfælde, hvor vi havde mistanke om kværke og tog en prøve, der viste sig at være negativ. Til vores ærgrelse endte hesten med at smitte flere andre heste i besætningen. Dette fænomen kaldes falsk-negativ prøveresultat, og det sker så sjældent, at vi normalt stoler helt og holdent på prøveresultatet. Fremover vil vi derfor stille diagnosen på symptomerne, det er trods alt bedre at være FOR forsigtig i denne sammenhæng.

Kværke forløber normalt forholdsvist “fredeligt”, og de fleste heste kommer sig uden problemer. Der kan være langvarig feber, men bakterien er oftest ikke vanskelig at bekæmpe. Normalt varer sygdommen 2-3 uger. Mens hesten er syg, så spreder den også smitten, og derfor bør man pålægge sig selv og sine heste karantæne i en periode, der varer indtil 14 dages efter den sidste, smittede hest i stalden er blevet helt rask.

VANDRE-KVÆRKE OG BRANDFEBER

Kværke har to væsentlige komplikationer, vandre-kværke og brandfeber. Ved vandrekværke breder betændelsen sig fra lymfeknuderne i svælg-regionen til andre lymfeknuder i kroppen, særligt i lungerne, tarmene, lever, nyre, hjerte og hjerne. Det siger sig selv at spredning til disse organer kan få alvorlige konsekvenser for hesten. Nogle gange kan heste få åndedrætsbesvær fordi de hævede/bylde-befængte lymfeknuder trykker på svælget eller struben, hvilket kan nødvendiggøre en kirurgisk spaltning af bylderne.

Brandfeber er alvorlig komplikation af kværke, der ses hos heste, der tidligere har haft kværke eller er blevet vaccineret mod kværke. Sygdommen består af en voldsom betændelsesreaktion af hestens blodkar. Nyere undersøgelser viser at heste med lav blodprocent er mere tilbøjelige til at udvikle brandfeber, men årsagen hertil kendes ikke. Ved brandfeber hæver hestens hovede, ben og  bug voldsomt, og der ses blodudtrædninger på slimhinderne i mundhulen.  Heste med brandfeber har det VIRKELIG dårligt, og sygdommen kan være livstruende. Behandlingen består at antibiotika, binyrebarkhormon og anden understøttende behandling.

BEHANDLING OG FOREBYGGELSE

Som sagt så kommer de aller fleste heste sig over deres kværke, oftest efter antibiotika-behandling. Forebyggelse består af isolation af smittede heste. Her må vi som heste-ejere stole på hinanden og holde selvjustits. Man må pænt holde sig hjemme, hvis der er heste med kværke i stalden. Og husk at der kan gå 3-14 dage fra at hesten er blevet smittet til den begynder at blive syg, og i den periode kan hesten se helt rask og normal ud. Der findes vacciner mod kværke, dog ingen kommercielt tilgængelige i Danmark lige pt. Vaccinationerne give heller ikke en fuldstændig beskyttelse mod kværke.

Efter overstået sygdom har hestene opbygget immunitet mod sygdommen, og heste over 5 år bliver sjældent så syge som ungheste, plag og føl.

HAR DU SPØRGSMÅL?

×
Menu
SMS
Ring op
Mail