Se nu er jeg jo en midaldrende mand, og dengang jeg gik med smækbukser og regelmæssigt havde plaster på knæene, da blev heste fodret med havre, mineraltilskud, hø og halm. Det var simpelt, og det virkede! Ihvertfald for de fleste heste… Nu om dage findes der et hav af forskellige færdigblandede foderblandinger til heste, ofte baseret på majs eller andre kornsorter. Hvorfor fik havren lige pludselig et dårligt ry? Har den kulhydrat-forskrækkelse som præger den humane kost-debat spredt sig til heste-kredse? Svaret er vist ja! Jeg medgiver at visse heste med tendens til nyreslag bør holder sig fra kulhydrater, men det gælder i givet fald alle kulhydrat-kilder!

Tre myter om havre, der dør idag:

#1 Det er ikke naturligt at fodre heste med havre, heste i naturen æder aldrig havre!

Nej, men er majs, byg og hvede mere naturlige? Nej, det er de ikke! Havre er med sit høje indhold af fibre faktisk meget tæt på næringsindholdet i de naturlige frøstande som vildheste lejlighedsvist æder. Hele konceptet med at domesticere et steppe-dyr, der naturligt indtager føde 13-18 timer i døgnet, og begrænse dets fødeindtag til 2-4 udfodringer af 15-20 minutters varighed, er i sagens natur risikabelt, og det har ikke så meget med havren at gøre!

#2 Havre gør hestene vilde og ustyrlige!

I takt med at vi i den vestlige verden holdt op med at holde heste til transport og landbrugsformål ændrede deres næringsbehov sig markant. Hvor arbejdshesten, for at kunne nå at indtage den nødvendige mængde foderenheder til at dække dens energibehov, var nødt til at indtage et foder, der var så energi-rigt som muligt, så har vore dages fritidsheste slet ikke det samme store behov for energi, og har iøvrigt al den tid i verden til at indtage det i. Overgangen fra arbejde til fritid var brat, og vi har ikke evnet at videreføre gamle dages horsemanship. Derfor fik mange rideheste al for meget havre, og de resulterende sugar-highs og modsvarende sugar-lows bærer skylden for disse temperamentsudsving. Min påstand er derfor at hvis vi anvender havre med samme omtanke som vi anvender fuldfoderblandinger, så får vi ikke problemer med hestene. 

Sammenligner man det glykæmiske indeks for de forskellige kornsorter vil man se at havre faktisk har et forholdsvist lavt glykæmisk indeks, særligt sammenlignet med majs, der har et glykæmisk indeks tæt på de hundrede, altså svarende til rent sukker ! Og rigtig mange foderblandinger indeholder majs! Mange foderblandinger indeholder også melasse, og melasse er et spildprodukt fra sukkerproduktionen, med et glykæmisk indeks tæt på sukker. Hvis hestejere overfodrede nutidens heste med de kommercielt tilgængelige foderblandinger i samme omfang som hesten førhen blev overfodret med havre, så ville de samme problemer med utidige, ustyrlige heste opstå igen. Men folk er blevet mere fornuftige, og de fleste fodersække er påtrykt anbefalede dagsrationer, så man kan læse sig til en korrekt fodring. 

#3 Fodring med havre er uafbalanceret!

Ja, helt sikkert! Havre har et lavt calciumindhold og et højt fosforindhold, dets aminosyre-sammensætning er helt forkert og vitaminindholdet er heller ikke højt. Men dets ubalancer er kendte, og der findes rigtig mange mineralblandinger, der kan afbalancere havren. For alle kornsorter produceret i konventionelt landbrug gælder at deres indhold af mikro- og makromineraler er stærkt påvirket at brugen af kunstgødning, og selvom jeg egentlig ikke havde troet at jeg skulle sige disse ord, så er der faktisk tegn på at økologiske kornprodukter er bedre end de konventionelle, og altså ikke kun på grund af at de ikke er blevet sprøjtet med alskens ukrudts- og insektmidler.

Min konklusion

Som det måske fremgår af ovenstående, så er det min opfattelse at havre er et fortrinligt tilskud til en balanceret diæt til heste. Lad være med at tro at en kommerciel foderblanding er væsentligt bedre, bare fordi den lugter bedre og ser bedre ud. Det drejer sig til syvende og sidst om at forsyne hesten med de nødvendige næringsstoffer. Fuldfoderblandinger har den fordel at der allerede er regnet på sammensætningen, og foderet er tilsat alle de nødvendige ingredienser. Men hvis man gerne vil være sikker på at forsyningen med fedt/olie og protein har en passende kvalitet, så kan man jo også sammensætte sin egen foderplan, og vælge de bedste proteinkilder og vegatabilske olier.

Så lad være med at frygte havre, sørg for at din hest bliver fodret svarende til det arbejde den yder, så bliver der ingen problemer.

Har du spørgsmål?

>> LÆS MERE OM FODRING OG STOFSKIFTESYGDOMME
>> TJEK PRISER
>> SMS: 22177778
>> SEND EN E-MAIL
>> RING: 22177778 (7:30-13:00)

BLOG & NYT FRA HORSEDOC