HALTHEDSUDREDNING

Jeg vil i det følgende gennemgå en gennemsnitlig halthedsundersøgelse trin for trin, men dette skal ikke opfattes som en liste, hvor hver eneste punkt skal udføres for at finde frem til problemets årsag, og rækkefølgen kan også variere fra gang til gang.

 

Nogle gange springer jeg over, hvor gærdet er lavest, fordi min erfaring eller intuition siger mig at det er det rigtige. Andre gange er haltheden så kompliceret at jeg må følge en slavisk plan for undersøgelsen.

Meget ofte får jeg en udførlig sygehistorie, der allerede inden jeg har set hesten kan give mig en ide om problemets karakter. Når jeg ser en halt hest som anden eller tredje dyrlæge kan der være en meget omfattende sygehistorie at gennemgå. Jeg vil typisk spørge ind til tidspunkt for problemets opståen, om der findes en hændelse, der kan sættes i forbindelse med haltheden. Derudover er hestens alder og brug også væsentlige informationer. Jeg spørger ofte ejeren/rytteren om  hvilket ben vedkommende mener hesten halter på. Det er dog min erfaring at det kan være svært at se, og ofte gætter folk forkert.

 

Jeg kigger på hesten, når den står på staldgangen. Jeg kigger efter benstilling, hove, hævelser og hestens generelle adfærd. Nogle gange står hesten og aflaster det halte ben, andre gange kan hesten have parvist meget forskellig hovstørrelser. Herefter mærker jeg eventuelle hævelser eller områder igennem for varme og smerte og checker for evt.pulsation. En forøget puls på et forben med en varm hov, der aflastes uden synlige hævelse kunne jo godt være en hovbyld… Benene løftes og bevæges passivt, for at vurdere evt.smerte.

 

Jeg vil gerne kunne se hesten på fast, jævnt underlag frem og tilbage, først i skridt så i trav. Hvis der er synlig halthed gør jeg mig en mental note om halthedens grad, fra 1 til 5.

Jeg vil i reglen foretage bøjeprøve for at indsnævre om haltheden stammer for tåen eller længere oppe ad benet.

En bøjeprøve er en “stress-prøve”, der tester eventuelle ømheder i led og ledbånd. Hvis hesten efter en bøjeprøve halter mere end før bøjeprøven, så siger man at bøjeprøven er positiv. Bøjeprøver er ikke særligt specifikke, og kan i reglen ikke bruges som eneste undersøgelse til at lokalisere haltheden. 

Hvis jeg enten ikke kan se hesten halte, eller opfatter halthed på mere end et ben, vil jeg i reglen anbefale en computer-assisteret bevægelsesanalyse. Fordelen ved dette system, Lameness Locator, er at det er mere følsomt for ændringer eller asymmetrier i bevægelsesmønstret end mine øjne. Derudover er det helt objektivt, og giver pålidelige udlæsninger, der gør det muligt med meget stor sikkerhed at fastslå effekten af både bøjeprøver og senere blokader på haltheden.

Herefter vil jeg typisk bede om at måtte se hesten i longe. Her kan jeg danne mig et indtryk over halthedens fordeling på de to volter. Hvis jeg har mulighed for at se hesten i longe både på hårdt og blødt underlag, så vil jeg meget gerne det. Oftest må jeg tage til takke med det underlag der nu engang er på stedet. På hospitalet i Sabro har jeg valget mellem tre forskellige underlag, og det er en klar fordel for undersøgelsen.

Herefter har jeg en klar opfattelse af hvilket/hvilke ben hesten halter på, og hvilket ben, der udgør det primære problem. Nu skal vi finde ud af hvor i benet problemet sidder. Til dette benytter jeg blokader, både i form at regionale blokader, der fjerner den sensoriske smerte i et pågældende område af benet, og ledbedøvelser, der fjerner smerter i et specifikt led. Jeg starter oftest nedefra og arbejder mig op, ligesom en elektriker, der skal finde en fejl på en el-tavle, og må lukke sikringsgrupperne en for en. Blokader er ikke 100% pålidelige, da lokalbedøvelsen efter et lille stykke tid spredes ud i det omgivende væv. Derfor skal hesten mønstres i faste tidsrum efter blokadens anlæggelse for at fejlfortolkninger ikke skal finde sted.

 

Nogle gange, særligt ved bagbenshaltheder, kan hestens temperament gøre det umuligt at gennemføre undersøgelse med blokader, og man må forsøge at konkludere på baggrund af de øvrige trin i undersøgelsen. Herefter vil man typisk gå videre til næste trin.

 

Når haltheden er blevet lokaliseret til et specifikt led eller område på benet vil man typisk ønske at foretage yderligere undersøgelse, for at få en præcis vurdering af skadens omfang og alder.

Her anvender jeg røntgen og/eller ultralydsscanning. Røntgen kan give information om knoglernes tilstand, mens ultralydsscanning giver information om bløddelene, altså sener, ledbånd, ledbrusk og knogleoverflader. Lejlighedsvist kan man opleve at ingen af de ovennævnte undersøgelsesmetoder giver svar, og i disse tilfælde kan vi henvise til MR-scanning, CT-scanning eller Scintigrafi. I de fleste tilfælde er diagnose dog i hus v.hj.a. røntgen og/eller ultralydsscanning, og vi går videre til behandlingen af haltheden.